Jeg hedder Lene Vidding og arbejder med skulpturer i naturmaterialer
Naturen har altid været mit helle og helt fra begyndelsen udgjort nerven min kunst. Naturen er for mig et helt utroligt fantastisk og magisk sted, hvor små planter gror op på steder, hvor man skulle tro, det var umuligt. Det pibler frem mellem fliser, i sprækker og revner.
Planter har en utrolig livskraft, der gør det muligt for dem at gro og overleve de mest usandsynlige steder.
Siden 2013 har jeg arbejdet med at skabe skulpturer i naturens materialer i glasmontre. Jeg prøver at beskrive tiden der går fra død til liv. Noget dør, og af det døde opstår nyt liv. Det er det, jeg prøver at vise i mine skulpturer; at efter død kommer liv igen.
Livet er simpelt - alt har sin tid.
Som barn følte jeg ofte at jeg var ét med naturen. Jeg brugte rigtig meget af min tid i den.
På vej hjem fra skole cyklede jeg igennem en skov - min skov - og for det meste skulle jeg lige ind og besøge den - se hvad der var sket siden i går. Jeg kravlede ofte rundt i bunden af skoven og undersøgte mos og planter og insekter. Jeg byggede dæmninger af grene i åen, fiskede insekter i søen og gik ned til engen for at se om rådyrene var der.
Når jeg var i skoven, var jeg skoven - jeg var en del af skoven og jeg følte at skoven lukkede mig ind - viste mig sine hemmeligheder.
Jeg fandt tidligt ud af at alting blev født/spirede, voksede og døde. Sådan var det. Der er jo ikke noget i naturen der dør forgæves. Agern bliver til mad så andre dyr kan vokse op og blive til mad til andre og større dyr - træer falder og bliver til næring og ly og den plads trækronen efterlader mod solen, giver plads og lys til at andre træer og planter kan vokse. Dyr der dør giver mad til insekter og næring til jorden. Det er simpelt - og komplekst på en og samme tid.
Alle liv er afhængige af andre liv - også menneskelivet.
Mennesket er også en del af naturen - jeg kan mærke det.
